‘Kvinden der kom med kage’ er nu også udgivet som e-bog og lydbog

Tags

, , ,

Min nye og anmelderroste roman ‘Kvinden der kom med kage‘ er netop udkommet som e-bog og lydbog, der kan købes, lånes eller streames, hvor du normalt finder dine digitale bøger. Fx på eReolen.

Lydbogen er indlæst af skuespiller Kathrine Høj Andersen.

Kvinden der kom med kage‘ er en historisk roman noir, der udspiller sig en sommerdag i 1970, et kammerspil mellem to kvindeskæbner med tråde tilbage tilbage til besættelsestiden.

Den har blandt andet fået disse ord med på vejen:

******
“Læs den, læs den, LÆS DEN! Egentlig kunne anmeldelsen stoppe her, for jeg har lyst til at afsløre noget. Derfor vil jeg gøre mit bedste, for du får lyst til at læse bogen uden at fortælle, hvordan det hele hænger sammen. Vil dog allerede nu sige, at den her bog må du ikke gå glip af.”

Sanne Thisgaard Olesen, Out&About

 

******
“Endelig, efter fem års skrivepause, er Steen Langstrup tilbage i topform, for Kvinden der kom med kage er et yderst effektivt comeback for én af mine absolut yndlingsforfattere.”

Kasper Kaas, Planet Pulp

 

“Glem alt om kaffeslabberas i Steen Langstrups stærke psykologiske drama om to kvinder på kanten af afgrunden …Det er fantastisk at have Steen Langstrup tilbage.”

Pia Bechmann, Litteratursiden

 

“Bagtæppet for den intense samtale er besnærende og omhyggeligt beskrevet. Det er en fredelig sommerdag i 1970, og idyllen er meget overbevisende og sanseligt tegnet op. Den ældre kvindes kaotiske hjem, hendes kropslige forfald og de smertefulde, endeløse erindringer er noget af det bedste, jeg har læst af Steen [Langstrup]. … En vigtig, oprigtig og veludført historie, som efterlader en med tanker om, hvilke moralske dilemmaer besættelsen medførte for helt almindelige borgere.”

Lars Kjædegaard, Krimiforfatter

 

“Virkelig uhyggelig, efterhånden som historien folder sig ud, men også virkelig original.”

Anna Grue, Krimiforfatter

 

*****
“Det er 5 år siden Steen Langstrup sidst har skrevet en roman, og hold da op en tilbagekomst … Læs den men vær opmærksom på, at den kan give et stik i hjertet.”

Malou Meyer, Mrs Siphora’s Athenaeum

 

*****
“Bogen er sindssygt godt bygget op. Det er ikke en krimi fuld af plot twists, men alligevel twister plottet og efterlader mig med hængende underkæbe. Forfatteren formår virkelig at skrive, så man sidder tilbage og ikke kan andet end at sige ”wow”.

Tanja Laursen, Litteraturhesten

 

*****
“Ingrid og Ruth er to meget forskellige kvinder, og deres forhold gennemgår forskellige faser i løbet af besøget. Hele tiden er der momentum i deres relation, og ikke nødvendigvis i en entydig retning. Spændingerne mellem dem er mærkbare og vækkede konstant min nysgerrighed.”

Charlotte Haile, Din Boganmelder

 

“Virkelig stærk fortælling om, hvordan fortidens handlinger kan indhente os.”

Camilla Bøcher Roesen, Lektørudtalelsen

 

“Et stærkt og intenst psykologisk drama … Steen Langstrup er velskrivende og eminent i sine psykologiske portrættet af to kvinder på kanten af afgrunden.”

Pia Bechmann, Stormy Pages

 

“Resultatet er et renhjertet opgør med en snavset virkelighed, der tager nye drejninger for hver gang, man ikke troede, det kunne blive mere hudløst.”

Jürgen Klahn, Forfatter

 

“Langstrup formår som altid at få ordene på siden til at blive en indre film hos læseren. Teksten flyder let, men samtidig er der en tyngde i fortællingen, som lever op til historiens alvor. For det er ikke en roman, man griner af. Tværtimod sætter den sig i en og efterlader stof til eftertanke. Og det er bestemt ingen dårlig egenskab for en roman.”

Jette Holst, Gyseren

 

“Kunne egne sig godt til læsning i udskolingen, fordi den lægger op til en interessant diskussion om 2. verdenskrig, som vi nok ikke har haft før. Her er et vidnesbyrd om en historie som sjældent er fortalt. Hvordan det også var. Bagsiden af det hele. Og det gælder jo næppe kun for denne krig, men for alle dem før og alle dem efter. ”

Mikala Rosenkilde, Det blå bogskab

 

“Den psykologiske skildring af hovedpersonen er fuldstændig fantastisk, og sproget letflydende, så man som læser suges ind i historien fra side ét. Hele vejen igennem har man følelsen af, at der er noget ildevarslende og ikke-fortalt.”

Anja Bastholm Rasmussen, Drustrups Bogblog

 

“Stemningsopbygningen og kvindernes søgende samtale er fin læsning, og der kommer også nye vinkler på ofre og skyldige under krigen.”

Birte Strandby, Bogvægten

 

“På overfladen er det en velskrevet knaldroman med psykologisk indsigt. Men men men det er også en begavet og fortættet genre-leg, der har tråde tilbage til romanen Stikker, der ligger som klassesæt i folkeskolen. Efter endt læsning sidder man tilbage med dybe tanker om ansvar, skyld og konsekvens.”

Thomas Overby, fhv. radiovært P1

 

“Et medrivende menneskeligt drama.”

Dorte Hummelshøj, Forfatter

 

“Egentlig er jeg lidt træt af 2. Verdenskrig. Dele af den periode bliver glorificeret på en i mine øjne temmelig problematisk måde, og jeg mangler lidt nogle andre vinkler på den krig. En af de vinkler leverer Steen [Langstrup] og jeg gider godt læse mere, der foregår under 2. Verdenskrig, hvis han er fortælleren.”

Helene Hindberg, Forfatter

 

*****
“Jeg skal ikke spoile, men det er beskrevet så godt, at det kunne være manuskriptet til en film.”

Eugénie Maage, Læselysten

 

*******
“Der udspiller sig et psykologisk drama mellem to mennesker fra to vidt forskellige verdener for øjnene af én, og man har ikke på noget tidspunkt lyst til at lægge denne spændende, originale og
velskrevne bog fra sig.”

Kenneth Glad, Glad anmelder

 

“Det er en barsk historie, og man både væmmes, røres og bliver vred undervejs.”

Inge Jørgensen, Hverdagens baggård

 

“Er du fan af Steen Langstrup, og har du savnet hans skrivestil og ikke mindst hans spændende historier, så bør du helt sikkert læse Kvinden der kom med kage.”

Camilla Henningsen, Litteraterne

‘Finale’ er kommet på Scaryo

Tags

, ,

Jeg har lige opdaget, at den danske horrorfilm-streamingtjenste Scaryo har fået ‘Finale’ på hylderne.

‘Finale’ bygger på min roman ‘Alt det hun ville ønske hun ikke forstod‘, og blev måske ikke overvældende modtaget herhjemme, mens den høstede en lang række priser på udenlandske filmfestivaler.

Har du ikke fået set ‘Finale’ kan den altså nu ses på Scaryo – lige HER.

 

Priser og official selections til 'Finale' ude i den store verden.

Jeg har modtaget et arbejdslegat fra Statens Kunstfond

Tags

,

Jeg har i dag modtaget tilsagn om et arbejdslegat fra Statens Kunstfond – og er sgu lidt kuldret i knolden over det. Og meget meget meget taknemlig.

Det er ikke bare en redning af årets økonomi, som altid er en usikker størrelse for mange forfattere, det er for mig også en anerkendelse af, at man er glad for, at jeg efter fem års skrivepause endelig har kunnet udgive en ny roman i år – og en god roman, også – ellers havde jeg med garanti ikke fået noget legat.

Men allermest, så rummer et arbejdslegat jo en forpligtelse til at skrive videre, skrive flere bøger, eller i hvert tilfælde en mere, og jeg tager det til mig og på mig, selvom jeg lige nu og her ikke aner, hvad det så kan blive til. Men man kan ikke modtage et arbejdslegat uden at kvittere med en bog en gang i fremtiden. Det skylder man.

Det vil jeg så begynde at summe over nu.

Tak til Statens Kunstfond – og til alle jer, der i løbet af de sidste fem år har prikket til mig for at få mig tilbage foran tastaturet.